Ofte stillede spørgsmål
Her finder du svar på de mest stillede spørgsmål om bolig- og erhvervslejemål hos AMBO Ejendomsservice.
Vi har samlet information om blandt andet indflytning, fraflytning, husleje, depositum og vedligeholdelse, så du hurtigt kan finde den hjælp, du har brug for.
Indflytning.
Lad os hjælpe dig godt i gang.
Hvad er depositum, og hvad er forudbetalt leje?
Dit depositum svarer som udgangspunkt til 3 måneders husleje.
Beløbet opbevares som sikkerhed, indtil du fraflytter lejemålet. Da lejligheden er indflyttet som nyistandsat, skal den afleveres i samme stand ved fraflytning. Eventuelle istandsættelser vil blive dækket helt eller delvist af dit depositum. Den forudbetalte husleje dækker den sidste måned, du bor i lejemålet. Derfor opkræves du ikke husleje i opsigelsesperiodens sidste måned.
Skal jeg selv oprette el, vand og varme ved indflytning og fraflytning?
Ved indflytning sørger AMBO for, at du bliver tilmeldt el på adressen. Du bliver som udgangspunkt tilmeldt vores valgte elselskab.
Ønsker du at fortsætte med dit nuværende elselskab, kan du naturligvis beholde din eksisterende elaftale. Du skal i så fald selv kontakte dit elselskab og få aftalen registreret på din nye adresse.
Ved indflytning sørger AMBO for registrering af vand og varme. Du skal derfor som udgangspunkt ikke selv foretage en tilmelding. Ved fraflytning sørger AMBO for den nødvendige registrering af forbrug og flytning. Er du i tvivl om, hvordan el, vand eller varme håndteres i netop dit lejemål, er du altid velkommen til at kontakte os.
Hvordan gør vi, hvis vi gerne vil dele huslejen og indbetale hver for sig?
Huslejen bliver opkrævet via PBS, og det er derfor ikke muligt at dele betalingen i to separate indbetalinger. Vi anbefaler i stedet, at I aftaler internt, at den ene part overfører sin andel til den anden, som derefter står for den samlede betaling til os.
Hvordan melder jeg fejl og mangler ind?
Vi skal modtage besked om fejl og mangler senest 14 dage efter indflytning.
Du kan indberette fejl og mangler til os enten via e-mail eller gennem det link, du modtager efter indflytningssynet. Det er vigtigt, at du beskriver fejlene så præcist som muligt og gerne vedlægger billeder, så vi kan behandle din sag hurtigst muligt.
Kan jeg som lejer få boligstøtte?
I størstedelen af vores lejemål, kan du søge boligstøtte. Boligstøtte søges ved den kommune, hvor lejemålet er beliggende via borger.dk. Du skal bruge den underskrevne lejekontrakt, når du skal udfylde ansøgningen.
Er der antenne- samt internetadgang i min nye lejlighed?
Ja, men du skal selv stå for tilmelding til antenne og internet, ligesom du også selv skal afregne direkte med udbyder.
Kan jeg leje en lejlighed uden CPR-nummer?
Når du lejer et lejemål, skal du underskrive en lejekontrakt. Dette kan godt ske manuelt uden brug af CPR-nummer. For at registrere dig som lejer på adressen, samt tilmelde dig til elforsyningen, skal vi dog bruge et CPR-nummer.
For beboere.
Svar til dig, der allerede bor her.
Hvor finder jeg min husorden og mit havereglement?
Du kan finde din husorden her og dit havereglement her.
Vær opmærksom på, at reglerne altid skal læses og forstås i sammenhæng med vilkårene i dit konkrete lejemål.
I min lejekontrakt står der, at jeg selv skal tage mig af den indvendige vedligeholdelse. Hvad betyder det?
I din lejekontrakt under § 11 kan du se, hvad du som lejer har ansvar for at vedligeholde. Indvendig vedligeholdelse omfatter almindelig rengøring og vedligeholdelse af hårde hvidevarer, blandingsbatterier m.m. Derudover inkluderer det rensning af afløb, udskiftning af pærer, afkalkning af toiletter og vandhaner samt lignende løbende vedligeholdelse. Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os.
Kan jeg tilføje eller fjerne min partner, samlever eller roomie fra min lejekontrakt?
Ja, det er muligt at tilføje eller fjerne en person fra lejekontrakten. Du skal blot sende os en mail med oplysninger om, hvem der flytter ind eller ud, samt hvilken dato ændringen skal gælde fra. Herefter udarbejder vi et tillæg til lejekontrakten, som alle parter skal underskrive digitalt med MitID. Bemærk, at vi som udlejer ikke tager stilling til den interne økonomiske fordeling mellem lejerne. Eventuelle aftaler om husleje, depositum og øvrige udgifter skal derfor aftales mellem lejerne selv.
Må jeg holde husdyr i mit lejemål?
Det er ikke tilladt at holde husdyr i alle vores ejendomme. Reglerne afhænger af den enkelte bolig. Vi anbefaler derfor, at du kontakter os, inden du anskaffer dig et husdyr, så vi kan oplyse dig om, hvad der gælder for netop dit lejemål.
Må jeg lave ændringer i mit lejemål (fx farver og hårde hvidevarer)?
Hvis du ønsker at lave ændringer i lejemålet, såsom farver eller udskiftning af hårde hvidevarer, skal du altid kontakte os først med en beskrivelse af dine ønsker. Hvis ændringen kan godkendes, giver vi dig en skriftlig tilladelse, som skal være på plads, inden arbejdet udføres.
Hvem skal jeg kontakte i akutte situationer?
Ved akutte situationer som lejer hos os, skal du altid kontakte os på telefon 62 21 20 20. I vores åbningstid besvares opkaldet af administrationen. Uden for åbningstid viderestilles opkaldet automatisk til vores døgnvagt, som kan hjælpe ved akutte problemer. Vi anbefaler, at du ringer med det samme, hvis der opstår en akut skade eller situation, der ikke kan vente.
Hvem dækker, hvis der sker en skade i lejemålet?
Hvis du opdager en skade i lejemålet, skal du hurtigst muligt kontakte os og gerne sende et billede af skaden, hvorefter vi vurderer skaden. Er det en vandskade, skal skaden stoppes hurtigst muligt og derefter indberettes til os. Du kan finde nummer på vagttelefonen her.
Må jeg selv installere opvaskemaskine og vaskemaskine i lejemålet?
Det kan i nogle tilfælde være muligt at installere opvaskemaskine eller vaskemaskine i lejemålet, hvis der er plads og de tekniske forhold tillader det.
Du skal altid kontakte os først for at få en skriftlig tilladelse, inden installationen udføres. Eventuelle installationer sker for egen regning, og skal udføres korrekt og forsvarligt.
Hvad gør jeg, hvis jeg mister en nøgle til mit lejemål?
Hvis du mister en nøgle til dit lejemål, skal du kontakte os hurtigst muligt, så vi kan hjælpe med bestilling af en ny nøgle eller eventuelt udskiftning af cylinderen.
Udgifter til ny nøgle eller cylinder afholdes som udgangspunkt af lejer.
Hvad gør jeg, hvis jeg opdager skadedyr på ejendommen?
Hvis du opdager skadedyr i eller omkring ejendommen, skal du kontakte os hurtigst muligt via mail eller telefon. Vi sørger herefter for at tilkalde en skadedyrsbekæmper, så problemet bliver håndteret så hurtigt som muligt.
Skal jeg selv klippe hæk både udvendigt og indvendigt?
Hvis du bor i et boliglejemål (lejlighed/rækkehus) med tilhørende have, skal du selv slå græs, klippe hæk og fjerne ukrudt. Se havereglementet som er vedhæftet din lejekontrakt.
Må jeg opsætte en ladeboks ved mit lejemål?
Hvis du ønsker at opsætte en ladeboks, skal du kontakte os inden opsætning/bestilling – medsend gerne et billede af, hvor du har tænkt dig at placere den. Kan vi godkende den ønskede opsætning, fremsender vi en skriftlig tilladelse til dig.
Hvad gør jeg, hvis jeg vil klage over en anden lejer?
En klage skal altid indsendes skriftligt, og vil blive behandlet anonymt. Ved modtagelse af din klage, kontakter vi dig og håndterer klagen derefter.
Må jeg selv male?
Der må ikke foretages ændringer ved lejemålet uden forudgående aftale med os. Lejemålet indflyttes nymalet, og du må ikke ændre denne farve.
Fraflytning.
Alt du skal vide, når du afslutter dit lejemål.
Hvornår får jeg en opgørelse på vand- og varmeregnskab?
Hvis regnskabet bliver udarbejdet gennem os og følger kalenderåret, kan du forvente at modtage den årlige opgørelse i mellem marts og maj måned. Det vil sige, at venter du en opgørelse for 2025, vil opgørelsen blive fremsendt i marts-maj 2026.
Må jeg selv istandsætte lejemålet inden fraflytning?
Du har mulighed for selv at få udført istandsættelse af lejemålet i forbindelse med fraflytning. Det er dog vigtigt, du kontakter os, inden istandsættelse påbegyndes, da det skal udføres håndværksmæssigt korrekt. Det vil sige, at du skal kunne fremvise en faktura fra henholdsvis maler og gulvvirksomhed. Lejemålet skal desuden altid males med ejendommens farvekoder.
Hvor lang opsigelse har jeg som lejer?
Lejers opsigelsesperiode står beskrevet i din lejekontrakt. På boliglejemål er opsigelsesperioden gerne løbende måned + 3 måneder. Dvs. indeværende måned + 3 måneder herudover.
Kan I genudleje mit lejemål før tid?
Vi kan ofte hjælpe med at annoncere dit lejemål, hvis du ønsker at fraflytte før din opsigelsesperiode udløber. Kontakt os for at aftale nærmere.
Hvornår kan jeg forvente at få min flytteopgørelse?
Du kan forvente at modtage din flytteopgørelse inden for rimelig tid, hvilket normalt er 6-8 uger efter, at din opsigelsesperiode er afsluttet. Altså ikke den dato du er fraflyttet, men efter den dato du ikke længere hæfter for lejemålet.
Hvornår får jeg udbetalt mit tilgodehavende, hvis jeg skal have penge tilbage i flytteopgørelsen?
Dit tilgodehavende vil blive udbetalt op til 7 hverdage efter, du har modtaget flytteopgørelsen, såfremt vi har modtaget dit kontonummer.